Mindfulness

Mindfulness Baseret Stress Reduktion, forkortelsen MBSR, det evidensbaserede mindfulness. Mindfulness er den engelske oversættelse af ordet sati. Mindfulness kunne være oversat til “heartfulness”, fordi mind på asiatiske sprog både betyder hjerte og sind (Kabat-Zinn, 2009). Essensen i mindfulness er en medfølende opmærksomhedsindstilling, der i modsætning til fysisk træning kan udvikles og forbedres livslangt (Ricard, 2006).

Når medarbejderen ikke skal “fixe” de unge, der kommer med symptomer og problemer de gerne vil have væk, men i stedet vise dem en helhed de rummer i sig selv, stammer tankegangen fra den paradoksale logik, hvor et og samme fænomen kan manifestere sig som f.eks. levende og dødt, vågent og sovende, ungt og gammelt (Erich Fromm, 1960).

De unge kan lære at stoppe en kamp mod problemer og symptomer, fordi kampen i sig selv kan ende med at forværre disse. Sædvanligvis giver indhold i bevidstheden anledning til automatiske processer, hvor oplevelser analyseres, bedømmes, evalueres og kategoriseres. Mindfulness er bevidst observation af nuværende oplevelser uden fordømmelse og evaluering. Det er en grundlæggende kapacitet ved den menneskelige bevidsthed, der ligesom andre basale færdigheder (sproglige, legemlige, musikalske, matematiske etc.) kan trænes og udvikles over tid.

Ifølge Williams (2008) kan mindfulness kultiveres gennem træning og udvikling af tre relaterede færdigheder:

  1. Intentionel opmærksomhed fra øjeblik til øjeblik over for nuværende indre og ydre begivenheder

  2. Registrering af hertil knyttede vanemæssige reaktioner der ofte kendetegnes ved tilknytning (sympati) eller aversion (antipati), med risiko for rumination eller undgåelse

  3. Evnen til at responderer på disse begivenheder og egen umiddelbare reaktion herpå med en åben, nysgerrig og medfølende holdning.

Træning i mindfulness indebærer at ubehagelige kropsfornemmelser, følelser og tanker over tid gradvist accepteres og tolereres, mens forsøg på emotionel kontrol og undgåelse minimeres.

Formålet er at øge de unges opmærksomhedskontrol og øge deres evne til at opdage tanke og handlemønstre som f.eks. rumination og automatpilot. Rumination er en passiv og gentagen fokusering på symptomer og negative livsvilkår. Automatpilot er når man foretager sig ting uden koncentration og uden rigtigt at lægge mærke til det.

Mindfulness betyder, modsat rumination og automatpilot, en aktiv handling hvor man er bevidst tilstede i nuet med en venlig og accepterende holdning.