Unge med spiseforstyrrelser og selvskade

Vi hjælper unge med spiseforstyrrelser og selvskade

Selvskadende adfærd – herunder cutting – er et stadigt mere udbredt problem blandt unge mennesker. Flere og flere unge ridser eller skærer i sig selv.

Dette skaber både fortvivlelse, vrede og afmagt hos forældre og pårørende til det unge menneske, som bevidst skader sin egen krop. Det kan være meget svært at forstå og håndtere en så selvdestruktiv adfærd. Selvskade eller cutting er ikke et selvmordsforsøg. Tværtimod er det en form for overlevelsesstrategi.

Når den unge snitter sig er det ofte for at undslippe en overvældende tilstand af indre spænding, angst eller frustration. Den konkrete fysiske smerte flytter opmærksomheden væk fra den følelsesmæssige smertetilstand. Cutting kan også give en oplevelse af at være mere i live; at føle smerte er en flugt fra den meget pinagtige oplevelse af uvirkelighed, tomhed og ligegyldighed. Efter længere tids cutting kan det give et kick eller sus at skære sig. Kroppens smertedæmpende system – endorfiner – aktiveres ved påført smerte og giver et særligt sus. Pludseligt ophør af selvskade kan derfor medføre abstinenslignende oplevelser.

Ønsker du at høre mere om hvordan A-holdet kan hjælpe dig? Så er du meget velkommen til at ringe eller skrive til os. 

Udover at vi hjælper unge med spiseforstyrrelser og selvskade, så hjælper vi også med intensiv familievejledning, skolevægring og tilbyder fast kontaktperson.