Uventet opbakning fra Tønder-pigen

I statsministerens nytårstale kalder Mette Frederiksen sig for børnenes statsminister og brugte en stor del af sin Nytårstale på at tale om børns vilkår. Så langt så godt. Ud fra et fagligt perspektiv glemte hun desværre helt at nævne det arbejde, der ligger forud for en tvangsfjernelse eller en tvangsadoption. Nemlig det forebyggende arbejde i form af de intensive familiebehandlinger, hvor man giver forældrene chancen for at vise, om det kan udvikle de nødvendige familiekompetencer.

Heldigvis har diverse fagpersoner gjort opmærksom på dette, og senest har det forebyggende arbejde – og dermed A-holdets koncept – fået uventet støtte af en person, der har mærket på egen krop, hvad en tvangsfjernelse betyder. Den såkaldte ”Tønder-pige” udtaler den 17. januar i BT bl.a.: Jeg tror simpelthen ikke, at tingene bliver bedre af at tvangsfjerne flere børn. Med udgangspunkt i min egen sag mener jeg, at man skulle have taget sig af hele familien”.

Og i et åbent brev til Mette Frederiksen skriver hun bl.a.: Jeg troede, jeg ville få det godt, når jeg blev fjernet hjemmefra. Jeg tog så grueligt fejl. Jeg fik det først bedre, da jeg blev mødt i øjenhøjde – uden at der blev kigget på mine eks-diagnoser og min medicin. Da jeg blev set som menneske og ikke som en trist skæbne”.